gå
gåde| gå | gåde |
adj. _ med sideformerne gødden, gøddel. _ gåÛ¶èn alm.; gjøÛ¶èn Hards´SÌ, SVJy´NÇ, Thy´N (F.I.453). _ plur.: u.end. (men med tab af stød).
\ Ìogså *gjoÛel; Çogså gøÛèl HPHansen.Opt.
[vel < Çgøde 2; SØJy´N (med tilgrænsende egne af MØJy), spredt i SVJy (±SØ, men med tilgrænsende egne af Hards), spor. i øvrige Vestjy; se kort]
 |  Tæt afhjemlet Spredt afhjemlet |
= skiden; møgbeskidt. jaw¶n (= rigtig) gåÛ¶èn, dvs. tilsølet over det hele, f.eks. om en, der har arbejdet i en dræ·jneµsgro¿v (= dræningsgrøft). Bjerre. (overført:) for gamle Madvarer kaldtes "gaadden". Bjerre. En godden Hund = Person, der vanskelig kan tilgive en Krænkelse. Thy´NV. \ gådden møg [spor. i samme områder] Gjöddenmaag = Frisk Gjødning. NHorneH. (i yngre kilder med rent forstærkende betydning, også i overført brug, fx:) de æ nåt gøÛl må© = (det er) noget rigtig skidt. SVJy (HPHansen.Opt.).
| gå | gåde |
| Sidens top | |