fyring
fyr·karl| fyring | fyr·karl |
subst.
[< Èfyr; spor. i Nørrejy; syn.: fyr·stål]
= stålstykke til at slå ild med (ved brug af fyrtøj). I Jens Christens Barndom (født 1832) brugte Mændene endnu Fyrtøj, en Fy·rja¶n o·n Flint¶stij¶n (= et fyrjern og en flintesten), som de huggede imod hinanden, Gnisterne fængede i Tønderet i Fyrtønden, saa blæste man der paa, til der var ild nok, man rystede nogle Nister i Piben og satte Laaget paa Fyrtønden. HPHansen.GF.II.52.
| fyring | fyr·karl |
| Sidens top | |