for¡stuppe

for·stykke

for¡stuve

verb. _ med sideformen for¡stuge. _ 2.led: ´¡stuw Vends; ´¡stuw· NVJy (dog ´¡sto·ß $Hurup), Him; ´¡stu·v Hards, Fjends, MØJyÌ; ´¡stu·f $Voldby, LBælt; ´¡stu·© $Vorning, Bjerre; ´¡stu·(w) SVJy. _ præs.: ´er (K 6.2). _ præt. og ptc.: ´et (K 6.1) alm.; (ptc., med stødtilkomst:) ´¡stuw¶è Vends (yngre form), $Havbro; ´¡stu¿vèÛ $Tved; ´¡stu¿ft $Voldby; ´¡stu¶©t $Hundslund; *´¡stu¿èt MØJy´S; (afvigende ptc.:) ´¡stuft Åbenrå.

\ Ìdog ´¡stu·© $Gosmer; også *´¡stu· ´S.

[< nedertysk verstuken (men vist i alm. via rigsmål); spredt i Nørrejy, spor. i SønJy´Ø; syn.: for¡stuppe]

= rigsm. (hun har) fo¡stuwèÛ heñè fu¶èÛ = forstuvet sin fod. $Ræhr.

for¡stuppe	for·stykke
Sidens top