for¡stukket
for¡stuve| for¡stukket | for¡stuve |
verb. _ med sideformen for¡stoppe. _ 2.led: (stød´, længde´ og accentforhold K 1.4:) ´¡stop/´¡sto§p/´¡sto÷p/´Ástop $Gosmer, $Bjerre, $Jelling, $Agerskov, $Løgumkloster, $Rise, Als; ´¡stup/´¡stu§p/´Ástup $Lejrskov, $Øsby, Tønder, $Aventoft, $Vodder, $Fjolde; ´¡stå§p $Darum. _ bøjning: ´er ´et ´et (K 6.2, K 6.1).
[formentlig < nedertysk verstupen, verstuppen; spredt i MØJy´S, SØJy (±NV), SVJy´S og Sønderjy]
= forstuve. Forstuppe ¨ en Finger, støde den i Enden, saa at den beskadiges i Ledet. SØJy (Plesner.1814). næ¿ di håÛ få¡sto§pèt èn ¡hå¿ñ ¡så sku di ha noÛ ¡se·nªsaÏi = når de (dvs. man) havde forstuvet en hånd, så skulle de have (dvs. bruge) noget senesalve. $Bjerre.
| for¡stukket | for¡stuve |
| Sidens top | |