for·om
for¡oven| for·om | for¡oven |
verb. _ 2.led: ´¡u¶èr $SSamsø; ´¡uèr $Darum; ´¡o·r/´¡o·è/´Áo·è (K 4.9, K 1.9) SønJy. _ præs.: ´er (K 6.2). _ præt. og ptc.: ´èt $Darum, $Agerskov; ´t $Løgumkloster.
[< ord x]
1) = med ord pynte på, besmykke en sag el. noget, man har gjort galt; undskylde [spor. i SønJy samt $Darum] får¡o·r = undskylde, om Kvinderne der undskylde Uryddelighed for fremmede. $Agerskov.
2) for¡orde sig = snakke, udtrykke sig; tale godt for sig [spor. i SVJy, SønJy, desuden $SSamsø] fororde sig, dvs. bringe sig for Orde, gjøre sig omtalt, sætte sig i Rye; f. Ex.: den Mand veed godt at fororde sig og sit kram. SVJy (NFogtmann.1812). Han fåste ¡nåk å får¡o·è sæ = Han forstår nok at tale sin Sag, at føre Ordet. HostrupD.II.3.66. han kan graw fåÁo·è sig = han kan snakke fanden et øre af. $Løjt.
| for·om | for¡oven |
| Sidens top | |