for¡mærke
for¡mæsket| for¡mærke | for¡mæsket |
verb. _ 2.led: ´¡mæ·s _ præs.: ´er (K 6.2). _ præt. og ptc.: ´¡mæ·st hhv. ´¡mæ¿st
[< Àfor´ 2; 2.led af uvis opr.]
1) for¡mæse sig = forspise sig. æ trow¶è, do formæ·sè dæ = jeg tror, du foræder dig. *$Agger.
2) (ptc., anvendt som adj.:) (blive/være) for¡mæst = forspist, forædt; (stedvis også:) fed, tyk [Thy´N og ´M, Fur, Ommers (±V), MØJy (±SV), spor. på Mors, desuden $Agger; se kort]
 |  Tæt afhjemlet |
Ommers (OBork.1814). formæst ¨ = propmæt eller forædt. Bruges og om dem, der ere saa kroppede eller tykke og fede, at de ere altfor uskikkede til Arbeide. Schade.ca.1820. men så va di osse så fumæst, manne jen, å mæ en mav så pommer å så trend, te jen ku knæk en lus po¶en = men så var de også så forspiste, mange af dem, og med en mave så tyk og trind, at man kunne knække en lus på den. AarbThisted.1946.380. de· ¡skit o klep ¡fo¿r ¡næ¿è di ¡æ så fo¡mæ¿st = det er skidt at klippe får, når de er så forspiste. $Todbjerg.
| for¡mærke | for¡mæsket |
| Sidens top | |