for¡ligelig
for¡ligge| for¡ligelig | for¡ligge |
verb. _ 2.led: ´¡li©(è)s Nørrejy (spor. også yngre ´¡li·©ès); ´¡lis alm. i Sønderjy; også ´¡lís (K 2.1) $Hostrup. _ præs.: u.end. _ præt. og ptc.: ´t alm. i Nørrejy (dog ptc. ´¡li©¶èst Him´V); ´¡li©tès Bjerre, $Darum, sideform i Vends, MØJy (dog ptc. ´¡li©¶tès $Hundslund); ´¡li©tèst $BørglumH, $Hellum, sideform i MØJy; ´¡lisèt $Hostrup, Als.
[< rigsmål; spredt i Nord-, Øst- og Sønderjy, spor. i Vestjy´M og ´S; syn.: Çenes]
= enes, holde fred. ¡Så Bö¶n, no ¡gæ¶r æ, kan I no kö¶nt få¡lis, elaw æ è ¡hæn· = Så Børn, (nu går jeg), kan I nu smukt forliges ¨ , mens jeg er borte. HostrupD.II.1.179. _ (talemåder, med varianter:) få¡li©ès, I hwa·lp, I blyw¶wer entj fli·r æn I ær! = forliges, I hvalpe, I bliver ikke flere (børn), end I er. AEsp.VO. forli©s, knæ§tj, i hår e§k o kom te ræ§t åm¶ = forliges, knægte, I har intet at trættes om (komme til rette om). $Agger. Forliges, I Hunde! emorgen skal I å e Jagt (= i morgen skal I på jagt). Kok.Ordspr.17. di fåli©ès som Hund¶ å Kat (altsaa med idelige Rivninger). MØJy. "De forliges som Kæltringer" (sagde man) om Folk, der snart skændtes og snart var gode Venner. Sall (AarbKult.1897.168). \ (også) = affinde sig med [spor. afhjemlet] di ¡gamèÏ ¡smæj· ¡di ¡kuj§t ªgåt få¡li©s mæ æ ¡stjæn·ªkåÏ i æ ªfø·st = de gamle Smede kunde ikke godt forliges med Stenkullene i Begyndelsen. $Vodder.
| for¡ligelig | for¡ligge |
| Sidens top | |