for¡knyt
for·knægt| for¡knyt | for·knægt |
verb.
1) = gøre forknyt, bedrøvet [< for¡knyt 1; spor. i Østjy (± Vends og Djurs), Fjends og på Mors] får¡knø§tèr hi¶èl æ sölè bå¶n = du forknytter helt det sølle barn, tager modet fra hende. $Vroue. JVJens.HH.II.11. do ska æ§ læ dæ få¡knø§t æwèr de = du skal ikke lade dig forknytte over det (dvs. ikke lade det gøre dig bedrøvet). $Jelling. Aakj.GJB.34.
2) = forsætte i væksten [< for¡knyt 2; spor. i Fjends og Ommers] forknytte dem, (fx) en Kalv og et Lam = gjøre (dem) ringe ¨ ved slet Rygt og liden Føde. Ommers (Bjerregaard.ca.1810).
| for¡knyt | for·knægt |
| Sidens top | |