for¡kippet
for¡klare| for¡kippet | for¡klare |
verb.
1) = klage over (nogen); angive, anklage, sladre (om) [spredt i Fjends, MØJy, Djurs og Sønderjy, spor. i Vends, Him, Hards´NV og Sydjy] (han) blÒw få¡klaw¶we får å ha wat mæ ¨, da di bånke sjæn¡dar¶mern = blev indklaget for at have været med, da de bankede gendarmerne. AEsp.VO. "A ska forklav jer til jer far" (sagde moderen, når børnene blev for vilde). DRasm.Vejleådalen.48. hven æ foklavve dem te æ Skolmeste, fæk æ sjel Klø = når jeg sladrede om dem (der drillede) til læreren, fik jeg selv klø. SJyMSkr.1932´33.10. (talemåde:) Han er hen o forklav e Dövel (= han er henne at anklage djævelen, dvs.) han er til Skriftemaal. Sønderjy (Outzen.). \ (også) = bagtale, tale ondt om [spor. i Him´V og Fjends] a èl ¡loñtªfræ¶ får¡klaw· æ mañ¶ = jeg vil langtfra sige noget ondt om manden. $Vroue.
2) for¡klage sig = beklage sig (til nogen) [spor. afhjemlet] di kund ent godt fæklau se, djer hosbend fullest jo mæ em i de tyk som tønnd = de kunne ikke (så) godt beklage sig, deres husbond fulgtes jo med dem i tykt og tyndt (i arbejdet). SønJy.
| for¡kippet | for¡klare |
| Sidens top | |