forke·gab

Çfor¡ker

Se også Çfor¡ker (subst.), for¡kert (adj.)

Ìforker

subst. _ med sideformerne førker, førkster. _ (´er K 6.2:) fòr·kèr/fòr§kèr (K 1.5, K 1.6) Thy; fårkèr $Gosmer; för§kèr $Ål, VSønJy´N; får·kèr (vsa. før·kèr) $Løgumkloster; Áför·kè $Rømø; Áfö(r)·kè $Felsted; fårèkèr (vsa. førèkèr) $Fjolde; fyrkstè $Aventoft. _ genus: fk. _ plur.: ´è $Torsted.

[< forke; sideformen formentlig < østfrisisk förker; spor. i Vestjy, MØJy´S, Bjerre og Sønderjy]

= person, der i høslæt el. kornhøst forker hø/ korn op på vogn el. i stak. (som drilleri bandt man i høst af og til) flièr ¡ne·© ¡sam¶èn i èn ¡kjær¶è, te Ûè wa ¡a¬· ¡de, è fòr·kèr ¡han ku fòrk èn òp = flere neg sammen i en »kærv, så det var alt det (dvs. knap nok), forkeren kunne forke den op (på læsset). Thy. der kom to Rivere (= personer, der rev hø sammen) efter (dvs. sammen med) hver Forker, der saa satte det i Stak. ØH.1947.110.

forke·gab	Çfor¡ker
Sidens top