for¡gøgle
Ìfor¡gå| for¡gøgle | Ìfor¡gå |
verb.
[< Àfor´ 2]
1) = gøre galt, gøre skade (så det ikke kan gøres godt igen) [spredt i Nord- og Østjy, spor. i øvrige Jyll] dær ær e§t nöj får¡gjo¿r ve dæn¶ hañ¶èl = (der er ingenting forgjort,) ingen skade sket (ved den handel). $Vroue. (talemåde:) det var rent ¡smo¿¬ å få¡go¿r (= »smuldet og forgjort), dvs. ikke til at have med at gøre, vil ikke lykkes. $Fanø.
Forrige betydning - Næste betydning
2) = forhekse [spredt i ældre kilder, spor. i yngre] di få¡gø·r æ ¡kø¿r, de vå jo ¡såm· ¡fåÏk de ¡kuñ· de = de forgjorde Køerne, der var jo somme Folk, der kunde det; så gav Køerne ikke Mælk, eller også kunde man ikke kærne Fløden i Smør. $Vodder. haj kuj mir Éj hans fadÉrvòr å ku ji gu ro få jit å òñtj, dÉ va fåjov hæ¬è kåst uñtj får = han (dvs. en klog mand) kunne mere end sit Fadervor og kunne give gode Råd for et og andet, der var forgjort eller kastet ondt for. Grønb.Opt.62. (spøgende:) Naar et Arbejde ikke rigtig vil lykkes, siges: "A trowe, de æ fågoe" (= jeg tror, det er forhekset). MØJy.
3) for¡gøre sig. _ a) = gøre noget forkert (jf. betydning 1) [spor. i Nørrejy] dær hår du gon hæn¶ å fågjo¿r dæ = der har du gået hen og forgjort dig, dvs. er du kommet til at gøre noget galt. Røjkjær.Opt. (talemåde, med varianter:) måj ka ¡lætèr få¡djö sæ æn få¡spö sæ = man kan lettere forgøre sig end forspørge sig (dvs. spørge for meget). $Læsø. _ b) = overanstrenge sig [spor. i Nordjy] ¡no mo Ûo ¡itj fo¡gy·r Ûæ (= nu må du ikke forgøre dig), dvs. nu må du ikke tage for hårdt fat. $Torsted. _ c) forgiøre sig = fordærve sig, ved at offre for stærkt til Venus ¨ Være reen forgjort = have offret til Venus alt hvad man havde. *Melsen.1811.
| for¡gøgle | Ìfor¡gå |
| Sidens top | |