for·bjærger
for¡blande| for·bjærger | for¡blande |
adj. _ 2.led: i alm. samme udtale som ptc. af »bjærge; fo¡bjirèt, ´¡birèt Bjerre.
1) = udmattet, forpustet; overanstrengt [egl. ptc. af for¡bjærge; jf. Àfor´ 2; Mors, Him´V, MVJy (±V, ±SØ), MØJy´S, Sydjy´N, spor. i Thy, Ommers og SVJy´S; se kort; syn.: for¡arbjdet]
 |  Tæt afhjemlet |
Schade.31f. swedde å fobjer¶re war han = svedig og forpustet var han (dvs. mølleren, da han havde malet korn fyldt med småsten). HJens.HDF.33. hun kunde blive saa fobjær for blot at hente en Børring Illing (= favnfuld brænde), så hun knap ku drowh æ Aahn (= kunne trække vejret). AarbMors.1924.21.
2) for¡bjærget over = øm over [jf. bjærge 6] dæm æ haçj så få fåbjær¶è øw¶è = dem (dvs. hestene) er han så øm over. *Him´V.
| for·bjærger | for¡blande |
| Sidens top | |