Àfor´
for¡afne| Àfor´ | for¡afne |
adv. _ med sideformen i¡for·af (el. lign. tryksvag forstavelse). _ evt. forstavelse: i´/e´/æ´/o´ (med samme fordeling som i »¢bag; ofte skrevet i to ord *efor af, *ifor af etc.). _ 1.sms.led: udtales i alm. som »Çfor; også *æfore spor. på Mors; også *fore spor. i Sall.
[Vestjy (± Thy´NØ, og kun spredt i Fjends), SØJy (±NØ) og Sønderjy (dog kun spredt i ´V og ´S, og kun spor. på Als); spor. i Him´V og MØJy´V; se kort; syn.: for·an, for·ved 1]
 |  Tæt afhjemlet Spredt afhjemlet |
= foran; forud; i forvejen. de æ skjøn¶ å wæ (i)¡fu·(r)ªå¿ mæ si ar·bè = det er rart at være foran med arbejdet. Skyum.Mors.II.126. naar dæ ret sku bestelles nøj, saa sku "dem sjæl" go æ foraa = når der rigtig skulle bestilles noget (i høst), så skulle "de selv" (dvs. husbonden og hans kone) gå foran (og sætte tempoet). Hards. de vidst æ tóv Oer forav = det vidste jeg to år i forvejen. Hagerup.Angel.171. (som trøst ved barns død:) de er bæer aa ha dem foraw som skrigen bagætter = det er bedre at have dem foran end grædende bagefter (dvs. ved forældrenes død). ØSønJy (Feilb.FH.26). \ sætte det lange ben / den lange fod i¡foraf = gå el. løbe hurtigt [spor. i Vestjy]
| Àfor´ | for¡afne |
| Sidens top | |