flintestens·frø
flintre| flintestens·frø | flintre |
subst. _ med sideformerne flint´og´flæng, flint´i´flæng, flint´om´flæng (uden sikker geografisk afgrænsning). _ fleñtj´fl浶, fleñtjèl´fl浶, fleñtjèn´fl浶, fleñtj´å´fl浶, fleñtj´i´fl浶, fleñtj´om´fl浶 Vends, VHanH; (forvansket) *flinkomflæng Nibe.
[< Ìflæng 2; spredt i Vends, spor. i VHanH og Him´NV; syn.: fling´flæng, flus´i´flæng]
= tilfældigt; på må og få; (i) flæng. Det kommer iflintumflæng, (dvs.) saa lidt, saa meget; saa op, saa ned. Vends (Melsen.1811). de er flentj´omflæng¶ mæ hans arbetj (= det er flint´flæng med hans arbejde) = op og ned, snart det ene, snart det andet. AEsp.VO. hon ji¿r sò¿nt i fleñtj å fl浶 (= hun giver sådan i flint´flæng), dvs. hendes gaver falder som de bedst kan. $Hellum. Flintumflæng og fløjtengal gik det kanske, men det var jo nu bleven Skæbnens Gang for dem. Skjoldb.RF.152. hans Øg for injtj nue aa e’ uden i Flinjtjelflæng = hans heste får kun noget af æde nu og da. Lars.Ordb.54.
| flintestens·frø | flintre |
| Sidens top | |