Ìflane
flane·hoved| Ìflane | flane·hoved |
Se også Ìflane (subst.)
verb. _ flò·n Vends (vsa. yngre fla·n); fla·n Midtjy. _ præs.: ´er (K 6.2). _ præt. og ptc.: ´t Vends.
[jf. vestnordisk og svensk flana (= fare ubesindigt frem, buse på); spredt i Vends´NV, spor. i Midtjy]
= fare ubesindigt afsted; gå og fjante; stå og glo (etc.). hurtig, usømmelig Kørsel (el.) en voldsom Gangart kan betegnes som "at flaane afsted". BørglumH. At staae og flane (gabe) efter Mandfolk. Vends (Molb.) Hòve do eñtj hvant de jik te mÉ Gal´Kræn, da haçj rÉñtj å flònt mÉ ÆlÉn får å jÒ nar å hær = Husker du ikke, hvordan det gik til med Gale Kresten, da han rendte og flanede med Ellen, for at gøre Nar ad hende (og selv blev til grin). Grønb.Opt.6.
| Ìflane | flane·hoved |
| Sidens top | |