Çflage

¢flage

Se også Ìflage (subst.), Çflage (subst.), ¢flage (verb.)

Èflage

verb. _ med sideformen flagre (spor. i NVJy og SVJy). _ fla·©/fla·ch (K 4.2) alm.; flå·© $Agger; fla© spredt i Hards´SV; fla©· $Ål; fla©èr $Torsted, Mors (JLund.Mors.208), $Darum, $Vodder; flach $Fjolde. _ præs.: ´er (K 6.2) alm.; fla©¶èr Hards´SV; flachè $Aventoft. _ præt. og ptc.: ´et (K 6.1) alm.; ´t $SSamsø; fla©¶èt Hards´SV.

[vel < rigsmål; spredt afhjemlet]

= rigsm. han fla©¶èr o hal¶ = han flager på halv. Hards´SV. te ¡wò ¡brÒlop ¡dæ·r wa Ûèr ¡fla©·rèn ¡hi¶èl ¡hjÉm·ªfræ¿è = til vort bryllup var der flagning hele vejen hjemmefra (til kirken). $Torsted. vi ¡flach (præs. plur.) mæ· ¡fa·n o a ¡se·dansªfæst = vi flager med fanen på sedansfesten (dvs. festen til minde om slaget ved Sedan 1/9 1870). $Fjolde. (talemåde:) nÉ mæ fla·©èr ætè swòl¶s ni·gåµ, fla·©è mæ få lu¿èrn = når man flager efter solens nedgang, flager man for luderne. Vends (F.II.454). \ (overført:) Ky¶èrèn (= køerne) fla·©è, naar de sætter Halen ilañ (= i vejret) og bisser. MØJy.

Çflage	¢flage
Sidens top