fjø
Ìflabe| fjø | Ìflabe |
subst. _ fla¿ß/fla¿b/fla¿v/fla¿w (K 4.3) alm. i Nørrejy; fla¿f $Voldby, HellumH (Him, F.), sideform i størstedelen af Midtjy og SØJy; fla߶ $Houlbjerg, $Gosmer, sideform i $Hundslund; flav¶ TunøSg (Samsø), sideform i VoerH (MØJy) og Bjerre; fla§p Hards´SV (spor. vsa. fla¿v, fla¿f), SVJy, VSønJy´N; flap øvrige Sønderjy (dog flab $Fjolde; med stemt ´b). _ genus: mask./fk. (K 7.2) alm.; neutr. el. mask. (det første hyppigst optegnet, især i betydning 1) Vends; neutr. og fk. $Havbro (i betydning 1 hhv. betydning 2), $Hostrup og $Løgumkloster (i betydning 2 hhv. betydning 1); enkelte andre steder i SønJy er også optegnet neutr., men uvist i hvilken betydning. _ plur.: fla·ß/fla·b/fla·w/fla·v/fla·f (med samme konsonant som i sing.) alm. i Nørrejy; flaß $Houlbjerg; Áflap $Bov; også *flawæ Fjends (i betydning 2); flapèr $Hostrup.
1) = mund (på hund, svin etc.) [Nørrejy, spor. i SønJy] Tångæn hang uk å Fla¶bæ på Hu¶j = tungen hang ud af flaben på hunden. Vends. \ (overført på menneske) = kæft; især i forb. som hold din/dit flab (i), få en/nogen på flaben/flabet (= en lussing) [alm. (også i Sønderjy)] De æ da e Satans Flav, dær er epo dæ = det er da en satans flab, der er på dig (dvs. som du da kæfter op!). HimmerlKjær.1952.9. Skoleremse: a _ b, ap! Slå è ¡Skol·mæstèr ¡å¶ è Flap (= giv skolemesteren en på kæften). HostrupD.II.1.127. _ (talemåder, med varianter:) å ¡søµ ¡fla߶èns ¡vi·s (= at synge flabens vise), dvs. græde (om Børn). HadsH MØJy). æntèn ær è flen¶ hælè gren¶ hælè fla¿b te bæ©è ø·rèr = enten er det »flind eller grind eller flab til begge ører (jf. grind 4, Èflak, Çflæb 1). Thy. Guttoor Flab! vil du ha, saa gaa·b! (= god´tår, flab! vil du have, så gab!), en Maade, som lystige Personer bruge at drikke til (dvs. skåle) paa. Schade.67. "Sko·l Ske¿©!" _ "Tak Fla¿ß!" (= skål skæg! _ tak flab!). $Børglum. \ (spec.) = hage. Når konerne forlod huset, var det mest med et stort sjal om ryggen ¨ Om hovedet et mindre sjal, som blev bundet under hagen _ "under si’ flab", som de sagde. *AarbVends.1988.110.
2) = næsvis person (som er grov i munden etc.). Do ska ɧt skjæl mæ få fla¿f, do æ sjÉl¶ bremoñ·t nåk = du skal ikke skælde mig ud for flab, du er selv »bredmundet nok. SØJy. om en person, som er meget flabet, siges ofte: hanj ær både gab å flab (jf. gab·flab). ØHanH. \ (i videre betydning) = laban; lømmel [spor. afhjemlet] Han tøt no somti, han ha wo en Støkki Flav mo Ellin aa Mari = han syntes nu sommetider, han havde været noget af en laban mod Elin og Marie. PJæger.K.76. AarbRanders.1924.99. (hertil formentlig også:) I Bønnæ aa Flawæ = I bønder og flabe. FLindberg.MD.35.
| fjø | Ìflabe |
| Sidens top | |