flæge·øre
Çflægger| flæge·øre | Çflægger |
Se også Çflægger (subst.), Èflægger (adj.)
subst. _ (´er K 6.2:) fl橶èr alm.; flÉ©¶èr NVJy, $Tise. _ genus: (i betydning 1:) fk. alm., neutr. Vends, Him; (i betydning 2:) stof´neutr.; (i betydning 3:) fk.
1) om person.
1.1) = slesk person, spytslikker, eftersnakker [< flægre 1; spor. i NVJy, Fjends´N og Him´V] en Flegger ¨ Det er ¨ den, der logrer og flegrer (smigrer) for Folk for at indynde sig hos dem. Skyum.M.23.
1.2) = sladdervorn person; sladrehank [< flægre 2; spor. i Hards´V] Røjkjær.Opt.
1.3) = grinebider; jf. betydning 2.3. En der grinede meget, kaldtes et flegger. *Him.
Forrige betydning - Næste betydning
2) om handlemåde, forhold etc.
2.1) = sleskhed; smiger [< flægre 1; spor. i Hards´N og Sall] PKMadsen.Opt.
2.2) = snak; sladder [< flægre 2; spredt i MVJy] der gjælder sgu ingen Flegger (= snakken udenom); der maa Sandheden herut. Aakj.VB.16.
2.3) = grin; morskab [spor. i Him og Bjerre] Saa swaar æ Møll’swend med et stuer Flægger = så svarede møllersvenden med et stort grin (etc.). KrJens.FU.167. men heller ikke for Karlen (der havde gjort en pige med barn) var det bare Flegger, naar Tidens Fylde kom, og han blev jaget gennem alle Kirkesogne (for alimentationsbidrag). Staun.UD.110.
3) = mund, kæft; parallel til betydning 1.2 [spor. i MVJy] saa vil a bed’ dig om at hold’ din Flegger i, og det Dæwlen brind’ mig (= djævelen brændeme) strax! Aakj.VB.190.
| flæge·øre | Çflægger |
| Sidens top | |