fjante·vorn
Ìfjase| fjante·vorn | Ìfjase |
Se også Ìfas (subst.)
subst. _ fja¿s alm.; fjå¿s $Darum, Vends (i betydning 2; F.). _ genus: (i betydning 1) stof´neutr.; (i betydning 2) neutr. _ afvigende bf.: fja¿st Him.
1) = pjank, pjat, sjov; upålidelig, dum snak [spredt afhjemlet; syn.: fjes·fjas] De Bejlere ¨ drøw Skøjer (= morskab) og Løjer og »Flanni og Fjas. Aakj.DFK.118. (talemåde:) væ¿r stel· mæ di fja¿s i æ spi·skamèr, æ kat ska ha si mjælk! (= vær stille, dvs. hold op med dit fjas i spisekammeret, katten skal have sin mælk!; siges,) når der göres for megen larm. Vestjy (F.II.105). De ær e ¡ba¶è ¡Fja¶s ¡mæ ham = Det er den bare Snak med ham, han er uvederhæftig, tåbelig. HostrupD.II.1.126. \ fjas og stads (el. lign.) = morskab og pynt [spor. i Midt- og Sydjy] (der klages meget over,) te æ Tjennestfolk ¨ gier djer Pæng ud te Stas o Fjas o Undlehied = at tjenestefolkene giver deres penge ud til stads og fjas og underlighed (dvs. urimelige ting). JJacobsen.B.64. (også:) spa¶s å fja¶s ka·n snå¶r fo nåk å¶ = morskab og pjat kan man snart få nok af. $Vroue.
2) = pjanket person; for indladende kvinde; tøjte. *Vends (F.). *BørglumH (Vends).
| fjante·vorn | Ìfjase |
| Sidens top | |