finkel·jokum

finker

finken

subst.

[muligvis omdannelse < fanden, måske i tilslutning til finke 2; spor. i Hards´NV og Sall]

i eder (i forb. med verb. i konjunktiv + mig). "Jow, Stine! ¨ jow, det vil æ finkenfomæ!". EBertels.V.54. Føj, for Finken hule mæ! VandfuldH.

finkel·jokum	finker
Sidens top