fimstre
Ìfi¡nans| fimstre | Ìfi¡nans |
Se også fjende (subst.)
adj. _ (i/ij K 2.0:) fi¿n/fi·n (K 1.1) alm.Ì; fín NVJyÇ, Vestjy, Sønderjy´V (K 2.1); fij¶n Vends (ældre fín, jf. K 2.1), Han, sideform spor. i øvrige Nørrejy og Sønderjy´V; fi¶èn Samsø. _ forstærkende: ´è spor. i Nørrejy og SønJy´N. _ neutr. (K 7.4)È: ´t alm.; fi¶èñt $SSamsø. _ plur.: fi·n/Áfi·n (K 1.9) alm.; fij·n Vends, Han, Thy´S¢; fièn Samsø.
\ Ìdog fi·ñ $Bov; Çogså fij¶n; Èogså spor. i øvrige Østjy og SønJy´Ø (især i forb. snakke fint, jf. betydning 4); ¢også fej·n
1) = udmærket; nydelig, flot [alm. (men stedvis i Sønderjy´S erstattet af tysk fein)] Fålk begønd· å law dje Hjem¶ møj¶ fi·ner, ind di wa fa·r = folk begyndte (omkring 1890) at lave deres hjem meget finere, end de var før. TKrist.BT.61. e Dug vaar hvitjer o fitjen = dugen var hvid og fin. HLorenz.DGS.11. de er fij¶nt = det er udmærket (jf. rigsmål "den er fin"). AEsp.VO. de ær sna¿r får fi¿nt i æ væ¿r = det er næsten for fint i vejret (dvs. vejret er næsten for godt). $Agerskov. (forstærkende:) ¡wileµ èn fi·nè ¡fesk = hvilling (er) en særdeles fin fisk. $Ål. _ (i adskillige talemåder, fx:) fi¿n ska et vær, mæn ar¶m ær¶et = fint skal det være, men armt (dvs. fattigt) er det. SVJy. hon ¡wa så ¡fi¶èn, hon ku ¡heµ i ¡kjerkèn = hun var så fin, at hun kunne hænge (som pynt) i kirken. $NSamsø. \ faste forb.: den fine stue = den pæne stue (til forskel fra dagligstuen) [spor. afhjemlet; syn.: kønne·stue, pæne·stue x] _ fin på fingrene = fingernem. *$Hundslund.
Forrige betydning - Næste betydning
2) = bestående af meget små dele, partikler.
2.1) i alm. (om salt, sand, mel; halm, hakkelse mv.). (rugmelet skulle) ¡tem·sès, ¡så¿ñt di ku fo ¡fín ¡mi¿l, å ¡de sku Ûæ jo bå©ès ¡fínªbrø¿è ªå¿è = timses, så de kunne få fint mel, og det skulle der jo bages finbrød (= sigtebrød) af. Thy. slÉhal¶mt er så fij¶n de´de de entj ka bejjes i bröjning = »slidhalmen er så fin (korte strå, stråstumper) at den ikke kan bindes i knippe. AEsp.VO. \ gøre ¡fin = findele. dæ·è gø·è di a kå·l ¡fi·n i = der (dvs. i »Kålbøtten) findelte de Kålene. *Angel.
2.2) fin(t) brød, fin kage (el. lign.) = brød fremstillet af sigtemel; jf. Ord&Sag.1989.45+47 [< betydning 2.1; syn.: fin·brød, kage x] æn fín m欷mèr = en fin mellemmad (dvs. sigtebrøds´). Skautrup.H.II.23. (i forb. med styrkeprøve:) når en flok karle skulle i lag med en kraftprøve, kunne opfordringen lyde: ska wi sitj hwæm¶ der er fij¶n brø¶j, å hvæm¶ der er grò÷w brø¶j? (= skal vi se, hvem der er fin(t) brød, og hvem der er grovbrød?). AEsp.VO.
2.3) = med små masker (om fiskegarn, net i si mv.). dæ ska fijn masker te sel¶ = der skal fine masker til sild (dvs. i net til sildefangst). AEsp.VO. æn fi¶kn sål¶ = et fint (småmasket) Sold (= si). Skyum.Mors.II.49.
Forrige betydning - Næste betydning
3) = sart; delikat.
3.1) om persons statur. dær ær nöj fín øw¶èr hiñ = der er noget fint over hende, om smuk væremåde og fremtoning. $Vroue. (talemåde:) Hon ær så fi·n, som hun ku’ wær joer låntj søjer u·w = hun er så (lille og) spinkel, som hun kunne være gjort (dvs. undfanget) langt sønderude. AarbVends.1929.284. \ (spec., om husdyr:) fi¿n i huj¶èn, i kjøj¶èt = glat i huden, blød i kødet. *MØJy (F.).
3.2) om tråd, garn, klæde mv. Tow¶we på La¶men war længer å fijner = ulden på lammene var længere og finere (end på fårene). AEsp.GG.20. (man kunne) beñ kå·rbòstèr oÛ¶è fij·n ljøµ¶ = binde karbørster af den fine (= tyndgrenede) lyng. Kvolsgaard.F.12. É fij¶n stæ åpå gò¿nt = et fint (dvs. tyndt, skørt) sted på garnet. $Børglum. \ fin i filten se Ìfilt 1.
3.3) om tone, stemme. nåwèn s念 fi¿nt å nåwèn s念 stærk = nogle sang svagt, og nogle sang kraftigt. Mols (F.IV.353). ¡nowè ¡hå¿è èn ¡grow ¡stæm, açjè èn ¡fi¿n, så ¡fi¿n, te ¡wo di ¡smo¿ ¡gri·s ¡it ka ¡go¿ ¡høwè = nogle har en grov stemme, andre en fin, så fin, at vore de små grise ikke kan gå højere. $Gosmer.
4) = fornem (om person, ofte nedsættende anvendt) [alm. (undt. i $Fjolde, hvor der i stedet bruges det tyske fein)] Ánåw· vå så Áfiµn te di haj Áfe·vun· = nogle var så fine, at de havde fjedervogne. $Rømø. _ (i talrige talemåder, ofte ironiske, fx:) Hvern (= hvem) der vil være fin, skal lide Pin’ (= pine). Åbenrå (Kok.Ordspr.125). den, der hær et Par hvih Hæhst aa en fiin Kuhn er aaller Saarre forun = den, der har et par hvide heste og en fornem kone, er aldrig sorger foruden (dvs. har altid problemer med at holde dem fine). Feilb.FH.16 (med varianter). Han æ kommen ow fiin Faalk, hans Faae haa kjo Taarre fo en Præst = han er kommet af fine folk, hans far har kørt tørv for en præst. ØH.1945.136. \ (som subst.:) de fine = folk uden for bondestanden; købstadfolk mv. Di fin’ = de fornemm’ er de, der taler Skriftsproget, og de var tidligere forhadt af Bønderne: De fin’ Skit (= det fine skidt). ¨ De betragtedes som uvirksomme Mennesker, der vilde leve af Bøndernes Arbejde og dog være deres Herrer. Lars.Ordb.29. Di fi·n dæråp¶ i Præj·stgo¶en = de fine deroppe i præstegården. HJens.HDF.13. di ¡re©ti ¡fij·n (= de rigtig fine), embedsmænd fx. AEsp.Læsø. _ (spec.:) haçj æ ¡o¬tidæçj ¡fi·nè ¡maçj¶ (= han er altid den fine mand), let ironisk (med rigsmålsudtale af "fine" for at markere distanceringen). $Gosmer. \ faste forb.: snakke fin(t) = (forsøge at) tale rigssprog, købstads´ el. bysprog [spredt afhjemlet] dæm dær så· jæ, di snakèÛ ¡fi¿nt = de, der sagde "jeg" (i stedet for "a"), talte fint. $Tved. _ (være, blive) fin på det = (gøre sig, spille) fornem, vigtig [spredt afhjemlet] nuè a æ ¡kweñ·ªfålk wa så fi·n o¿è te di tú en glas vín i stæj får = nogle af kvinderne var så fine på det, at de tog et glas vin i stedet for (da der blev budt på en dram og en småkage). $Vroue. hon ha tjænt i HjÒrring å war blÒwwen så fij¶n æpoo´e, at hon entj wil go i særk mi·r = hun havde tjent i Hjørring og var blevet så fin på det, at hun ikke ville gå i særk mere. AEsp.VO.
| fimstre | Ìfi¡nans |
| Sidens top | |