farrisfart

farsen

subst. _ få¿èsèn alm.; fa¿èsèn $SSamsø; fa¿sèn Århus, $Gosmer. _ genus: fk.

[< fader 1, ´sen x (jf. Dialektstudier.II.247), hvorimod en udvikling < fader·søn (KrMøller.D.84) forekommer lidet trolig; MØJy (±SV, men inkl. tilstødende egne af Ommers og Fjends), Samsø, spor. i øvrige MVJy og Ommers samt i SVJy; se kort]

Tæt afhjemlet

(i jovial el. ironisk tiltale:) (min) farsen, lille farsen = "du gamle". Farsen ¨ bruges i lidt overlegen Tiltale: "Nej ¡hold min ªFarsen, ¡sådan bærer vi os ¡ikke ¡ad." Dialektstudier.II.247. (til barn:) de ka it ¡hjeÏp, do ¡stampè, betè ¡fa¿sèn, ¡waskès ¡ska do = det kan ikke hjælpe, du stamper, "lille ven", vaskes skal du! $Gosmer. nej hold ledt, mi Faasen; en Prejst æ lihg godt faa bette te aa dækkendie en Dragon = nej, hold lige, "min ven", en præst (som dig) er ligegodt for lille til at "klare" en dragon (som mig) (jf. degen¡dere). MØJy (JyUgeblad.I.2.139). nå, få¿èsèn, huÛèn go¿r èt mæ je©tèn? = nå, "du gamle", hvordan går det med gigten? $Hundslund. (talemåde:) "Do sku gywtes, Mifaaesen", såå Manden te hans Veje, da den støjt ham = "du skulle giftes (og lære at lægge en dæmper på dig), min ven", sagde manden til sin vædder, da den stangede ham. ØH.1938.209 (med varianter, fx Krist.JyA.T.III.196).

farrisfart
Sidens top