Çfare
fare·dag| Çfare | fare·dag |
Se også Ìfare (subst.), Çfare (verb.)
verb. _ få·r alm. (spor. også fa·r); fò·r Vends. _ bøjning: ´er ´et ´et (K 6.2, K 6.1).
[< rigsmål; spredt i Midtjy´Ø og Sydjy, spor. i øvrige Jyll; syn.: lægge x]
(om so) = få grise. nær suw¶wen war te wònni, skoo¶r Fòòr æ mæ·rk i de åwwest å i næj¶l, å nær de så war kommen så låntj uk, at de sku skjÉrres å, sku suw¶wen fòòr = når soen var til orne, skar far et mærke i det øverste af en negl, og når det så var kommet så langt ud, at det skulle skæres af, så skulle soen fare. AEsp.VO.
| Çfare | fare·dag |
| Sidens top | |