føjel
føjle| føjel | føjle |
adj. _ (»´lig:) föj·lè, föjèlè alm.; også fÒj·lè Vends; føjèÏè MØJy; fæjèlè $Tved.
[< rigsmål; spredt i Nord- og Østjy, spor. i Vest- og Sønderjy]
= rigsm. (talemåde:) hon er såmæçj föjle nåk, bare hon foo¶r he willi = hun er såmænd føjelig nok, bare hun får sin vilje. AEsp.VO. \ (spec.:) wej¶jen er föjle (= vinden er føjelig), dvs. der er lidt, men god vind til at sejle, helst et par streger agten for tværs. *Skagen (AEsp.VO.).
| føjel | føjle |
| Sidens top | |