fænte

fænte·krukke

fænte·kande

subst.

[< fænte 1; spor. i NVJy og Hards]

= lerkande til at tigge eller låne mælk (mv.) i. Fænt´Kand, den sorte Leerkande, som Fattigfolk fænter dem (= sig) en Taar Mælk i hos Godtfolk i Byen. Schade.61. De er e¶t næm, når æn ska u¶er mæ æ Fæntkañ· = det er ikke nemt, når man skal ud med fæntekanden. Hards. (talemåde:) fæn§tkañ· æ snå¿r sø߶èn = fæntekande er snart søbet (= drukket op, tømt). $Hurup.

fænte	fænte·krukke
Sidens top