Ìfæl
fæ·lade| Ìfæl | fæ·lade |
Se også Ìfæl (subst.)
adj. _ (l/Ï K 4.8:) fæ¿l alm.; fÉ¿l Vends; også fe¿Ï MØJy. _ neutr.: ´t (K 7.4) alm.; også f濬t $NSamsø. _ plur.: fæ·l _ forstærkende form: fæ·lè alm.; fÉ·lè Vends; også fe·Ïè MØJy´S.
1) = væmmelig, grim, hæslig (sj. om person) [spredt i Nørrejy, spor. i SønJy] a dræmè ¡o¬ti så ¡f濬t = jeg drømmer altid så væmmeligt. $NSamsø. han ær så fæ¿l i æ kjæ·ß = han er så fæl i kæben (dvs. taler ikke pænt). $Ræhr. ¡hwaw¶a ¡de fo èn ¡fæ·Ïè ¡ly¿? = hvad var det for en hæslig lyd. $Gosmer. de wa da èn fæ·Ïè kweñ¶ = det var da et hæsligt kvindfolk. $Jelling.
2) (forstærkende, oftest som adv.) = meget; forfærdeligt [spredt i Nørrejy] de ¡sweñ¶è ¡f濬t i ¡teñèn = det svinder stærkt i tønden. $NSamsø. han ¡æ så ¡grem¶ te Ûe æ ¡fæ¿l = han er så grim, at det er grueligt. $Torsted. "Det gjør wal fæl’ ondt?" sa’ hun = det gør vel meget ondt, sagde hun. Aakj.FB.72.
| Ìfæl | fæ·lade |
| Sidens top | |