fåre·mave
fåre·mærke| fåre·mave | fåre·mærke |
subst.
[spor. afhjemlet]
= rigsm.; fed og næringsholdig mælk, efter ca. 1900 sjældent brugt til menneskeføde, men tidligere nydt i forskellige sammenhænge. Naar Køerne var trukket ud om Sommeren, blev Faarene hentet hjem til Malkning, og saa længe der var Faaremælk at faa, fik vi den til Frokost. Den blev altid sat paa Bordet i en Pande. Vi spiste tørt Brød til, som vi dyppede i Mælken. Gejlager.NHF.74. Næ· Ûè blöw mæÛè, kam Ûi en¶ å fæk dje u·nåwèr, å di fæk olti sø·Û by·©grynsgröÛ¶, dæ wa ko©t o hièlgryn¶, å så fæk di ko©t fo·rmjælk å dep Ûèm i¶ = når det blev middag, kom de (dvs. »klinepigerne) ind og fik deres middagsmad (jf. unden x), og de fik altid sød (dvs. sødmælks´) byggrynsgrød, der var kogt på helgryn, og så fik de kogt fåremælk at dyppe den i. NPBjerreg.Ommers.13. Fåremælk, det er ramt, det var bedst til ¡knarªwost (= knarost, dvs. knapost). $NSamsø. En ualmindelig god og fed Ost lavedes af sød Mælk og Faaremælk i Blanding. Hards. _ (talemåder:) drik, oldemor, det er fåremælk! Århus´egnen (DF.X.29). Söw Söw·ren, de ær Fo·rmjælk = søb, Søren, det er fåremælk. Røjkjær.Opt. (iflg. F.II.737 begge med betydningen "her er noget at tage fat på"). Om en der er dum, siges: haj hòr wes fåt wal mø¶j foormjÉlk (= han har vist fået vel meget fåremælk). AEsp.VO. \ hertil flg. sms.: fåremælks·ost (jf. ovf.) [spor. i MVJy; syn.: fåre·ost] _ fåremælks·smør [syn.: fåre·smør] Hvor man havde lidt eller maaske intet Smør, der kogte man Faaremælk, saa den blev tyk, det smurte man paa Brødet og kaldte det Fo·rmjælkssmör. *HPHansen.HH.27. *HPHansen.HS.64.
| fåre·mave | fåre·mærke |
| Sidens top | |