dyk·and
dykker| dyk·and | dykker |
verb. _ døk/dø÷k/dø§k (K 1.4) alm.; også dy§k spor. i Vestjy´N; dyk Østjy´M (dog dik $Tved); Ádyk Als, Sundeved, $Bov. _ bøjning: ´er ´et ´et (K 6.2, K 6.1).
1) = rigsm. [spredt afhjemlet; syn.: Çdukke 2]
Forrige betydning - Næste betydning
2) dykke sig = dukke sig [spredt i Sønderjy (med tilgrænsende egne i SVJy)] haaj a et døket mæ i æn faart, saa haaj a faat æn stien lieg i æ hue = havde jeg ikke dukket mig i en fart, havde jeg fået en sten lige i hovedet. GørdingH. dæñ setè å Ádykè sæ = han sidder og kryber sammen (på Grund af Træthed). $Bov. hañ Ádykè så = han dykker sådan, siges om den, der er duknakket. $Bov.
3) dykke nogen = sætte vedkommende på plads [jf. Çdukke 1 (slutn.)] *TønderH (VSønJy).
| dyk·and | dykker |
| Sidens top | |