Ìdygge
dygge·kande| Ìdygge | dygge·kande |
Se også Ìdygge (verb.)
verb. _ med sideformerne dugge, dukke. _ dø÷© Vends´N og ´MÌ; dø·© $Læsø; döw· $Havbro; skrevet *døwÇ Vends´S, HanÈ (med nabosogne af Thy), Him, Viborg´egnen; do·© Thy´N og ´M; du·© Mors¢; dø·© $Darum; dik $Tved. _ bøjning: ´er ´et ´et (K 6.2, K 6.1)£.
\ Ìvsa. vistnok yngre dÒ÷w; Çlængdeforhold formentlig som på K 1.4; Èén gang optegnet dok; ¢dog du§k $Lødderup; £i ptc. dog dø©¶è, dÒw¶è Vends.
[< middelnedertysk dogen, duken, jf. ODS. II.dugge; opr. samme ord som Ìdokke, nært beslægtet med Çdy]
1) = dy, nære, styre (sig) [Vends´N og ´M, Him´V (med dele af Ommers´NV), spor. i Vends´S, Han, Him´Ø, Thy´N og på Mors, desuden $Darum og $Tved; se kort; fortrinsvis i ældre kilder; syn.: Çdy, Çhytte 4]
 |  Tæt afhjemlet |
Vil han ikke dygge sig! Han er jo reent fysk = vil du ikke dy dig! du er jo skrupskør. Vends (Melsen.1811). A ku eet dug mæ, a sku i’ si etter dem = jeg kunde ikke bare mig, jeg jo skulde see efter dem. Schade.48. haj døger sæ nok (= han nærer sig nok), dvs. er forsigtig, farer med lempe. Vends. _ (spec., med passiv i stedet for refleksivt sig:) a ska nåk dÒwwes får å kom dÉɶr = jeg skal nok dy mig for at komme dér. HvetboH (AEsp.VO.I.143).
2) = klare (sig); holde (noget) ud (fortrinsvis over for kulde) [Vends´N og ´M, Thy´N og ´M; spor. i Vends´S, Han, Him, Viborg´egnen samt på Mors; se kort; fortrinsvis i ældre kilder; syn.: ¢fri, Çhytte]
 | Tæt afhjemlet |
Ka Bònt døv sæ å go uv i dæj Ku¬? = kan barnet klare at gå ud i den kulde? Grønb.Opt. når man en kold vinterdag sidder inde i en god varme, kan man "døgg sæ" = holde varmen. Vends. ka do nåk dø·g dæ u·n brÉller? = kan du nok klare dig uden briller? AEsp.VO.I.143. _ (spor. også med tilføjelse af den legemsdel, det drejer sig om:) a ka iñt døw mi Hæçj¶er (= jeg kan ikke dygge mine hænder), dvs. nære dem for Kulde. Vends (Røjkjær.Opt.).
| Ìdygge | dygge·kande |
| Sidens top | |