ÌdyÈdy´

Se også Ìdy (subst.), Èdy´ (sms.led)

Çdy

verb. _ dy¿/dë (K 2.1) alm.; dyj¶ Vends´SV, Han, Læsø, $Jelling, $Vejrum, SVJy´N; dyw¶ Ommers, Rougsø; *di NSamsø; *dej, *diè Mols; dy· TonalOmr (K 1.9). _ præs.: ´er (K 6.2). _ præt.: ´et (K 6.1) alm.; dyjè Vends; dy·è Him; dywèt $Vorning; dy· $Voldby, Hards´V, Sydjy´S, SønJy´N og ´V; dyj· SVJy´N. _ ptc.: ´et (K 6.1) alm.; dyw¶t $Vorning; u.end. $Voldby, Sydjy´S, SønJy´N og´V; *dy’j SVJy´N.

[alm. (nord for rigsgrænsen); syn.: Çdygge 1]

_ kun i flg. forb.: dy sig = undlade at gøre noget, man er fristet til. Æ ku í dë mæ får å le¶ = jeg kunne ikke lade være med at le. HostrupD.II.1.99. han ka it dy¶ sæ mæ hans Konste = han kan ikke lade være med sine narrestreger. MØJy. ka Ûo ¡dë dæ! dvs. holde dig i skindet; siges til urolig hest. $Torsted. Han hå hejjes ku dyvvet sæ å vån skjekkele et Støk Ti = han har ellers kunnet dy (egl.: dyet) sig og været skikkelig (dvs. har holdt sig fra brændevinen) en tid. MadsNiels.FFV.8.

ÌdyÈdy´
Sidens top