duse·tyk

Du¡sine

du¡sin

subst. _ du¡si¿n/du¡sín/du¡sij¶n (K 2.1) alm. (spor. vsa. do´); du¡si(j)¶n, do¡si(j)¶n Vends, Læsø. _ genus: neutr./fk. (K 7.1). _ afvigende bf.: ´t Vends, Læsø, NØJy. _ plur.: u.end.

[Nørrejy, spor. i Sønderjy´N; syn.: Èdus, duts]

= rigsm. (talemåder:) no hår vi æ du¡sín fu¬¶ (= nu har vi dusinet fuldt), dvs. fået det tolvte barn. $Vroue. dær ska træ§tèn a hans slaw· te¶n du¡sín = der skal 13 af hans slags til et dusin. $Vroue.

duse·tyk	Du¡sine
Sidens top