due·kræmmer
duelse| due·kræmmer | duelse |
adj. _ du·lè, duw(·)lè, dow·lè (med samme vokal som »Ìdu) alm.; spor. også (rigsmålspåvirket) du·li; også du¿èlè spor. i SVJy; Ádu©·lè $Rømø.
[< Ìdu]
1) = rigsm. (dygtig) [spor. i Midt- og Sydjy] A olle Danmarks dowle Dejnn / æ wos den bedst; for han ka rejn = af alle Danmarks dygtige degne er vores den bedste, for han kan regne. Noe´Nygård.T.59.
Forrige betydning - Næste betydning
2) = flittig, ihærdig, stræbsom [spredt i NVJy og MVJy, spor. i Sydjy og SønJy] NHegelahr.ca.1810. (i folketro:) so¿ di, èn stow¶, sku di blyw dòwèn, å di blÒw hɬ¶èr ej§t duwèlè o¿ å sij¶ æn sÉmañ = så de, den (dvs. viben) stod, skulde de blive dovne, og de blev heller ikke flittige af at se en sædemand. Kvolsgaard.L.32. I Sunds var "di dowle" til at gå i Kirke. Hards. (hertil el. i betydning 3:) Hun var dule, for der var, som hun sagde, de hundrede Ting aa assel (= mase) med, naar hun kom op om Morgenen. AarbMors.1924.18. _ (talemåder:) De æ doun Folk, dæ staa·r ind aa pesser ud; men de æ dule Folk, dæ goor ud aa pesser ind = det er dovne folk, der står inde og pisser ud; men det er duelige folk, der går ude og pisser ind. Schade.118. dæñ jÉn· ær duwèlè, dæn ajèn ær dòw¶n; dæñ jÉn· blywèr ri¿©, å dæñ ajèn go¿r po sow¶n = den ene er flittig, den anden er doven; den ene bliver rig, og den anden går på sognet (dvs. på offentlig forsørgelse). $Lild. et Mundheld ¨ lød: "En duelig (d.e. rask) Kokkepige og en doven Bryggerpige er de bedste". Thi saa bliver Maden ikke sveden, og Øllet ikke så tyndt. Ussing.Erritsø.25.
3) = morgenduelig, tidligt oppe [spredt i NVJy, spor. i Vends, Han og Hards´N] Er nogen staaet usædvanlig tidlig op, siger man: det er svært saa duvle du er i dag. Thy. Naar æ Tæl (Frosten) gik af Jorden, begyndte æ Drøvt (Tiden for Foraarsarbejdet i Marken); da maatte Maat’n (Forkarlen) være særlig du’le, ¨ for Hestene skulle æde 4 Gjaw Hakkelse inden Kl. 6. Hards´N.
| due·kræmmer | duelse |
| Sidens top | |