dover
drab| dover | drab |
Se også dunet (adj.)
verb. _ udtales alm. som »doven, men uden evt. stød; også *dune Staun.UD. _ præs.: ´er (K 6.2). _ præt. og ptc.: ´t (jf. K 4.5) alm.; ´et (K 6.1) $Voldby, $Jelling.
1) = være doven, drive [spredt afhjemlet] haçj dòw·nè hwa¿ da Gu læ ska·ß = han driver hver dag, Gud lader skabe. $Børglum. han downe Ti¿en hæn¶ = han driver tiden bort. MØJy.
2) = dulme, lindre (især om tandpine) [spredt i Vends, Han, Thy, Him, Hards (±S), spor. i Fjends og SVJy] Melsen.1811. mi tæñ¶ wa så gal·, mæn æ fæk da nöj¶, dæ ku dåwn æm = det gjorde så ondt i mine tænder, men jeg fik da noget, der kunne lindre dem (dvs. smerterne). $Agger. \ (også, overført) = dæmpe; berolige. Æ fal ¡ro© ku ¡åsè ¡dåw·n ¡nöj· ¡po¿ æ = et falg rug kunne også dæmpe noget på det (dvs. på udbredelsen af senegræs). *$Haverslev. han klappede hende lindlig (= blidt) paa Haaret for at dune det oprevne Sind. *Staun.UD.219 (jf. s. 41+230).
| dover | drab |
| Sidens top | |