dilet¡tant
dilken| dilet¡tant | dilken |
subst. _ (l/Ï K 4.8:) delk alm.; de϶k $SSamsø. _ genus: mask./fk. (K 7.2) alm.; (i betydning 2) neutr. SSamsø. _ plur.: ´er (K 6.2) alm.; også de÷lk Vends.
[egl. < dal 2 (jf. ODS.II.1247)]
1) = forhøjning, fortykkelse.
1.1) = tykt sted på garn, tråd mv. [Vends (±S); se kort]
 |  Tæt afhjemlet |
de war delk we delk, de hon spa¶j = det var dilk ved dilk, det hun spandt. AEsp.VO. _ (spec.:) "Dilk" hed et tykt, overvævet Sted paa det øverste af en Piskesnor. BørglumH (Vends). Den første alen af en hyrdepisk kniples øwwer ¡delk; dilken er her et stk. tyndt reb, tilspidset i enden, der indkapsles ved, at der kniples omkring det. AEsp.VO. \ gå i dilk = komme i urede, gå i filter (om garn) [spor. sammesteds]
1.2) = fold på tøj [spor. i Vends (±S)] min Silkihues di goor intj i Delker lissom Mues = mine silkehoser de går ikke i folder ("ål") ligesom moders. VennebjergH.
1.3) = løs hårfletning til at lægge under håropsætning. *AEsp.VO.
1.4) = fortykkelse på leens æg. (ved slibningen) var Leen "stjent faa lidt fraa" (= »stenet for lidt fra), saa man ikke kom helt til Eggen, saa skulde der slibes for meget paa øverste Side, og det bevirkede, at Leen blev for tyk med en Dilk, der vilde yde Modstand i Græsset. *Brønderslev.
1.5) = bule, gevækst på menneske [1648: Dilck Him (JySaml.1Rk.I.335); spor. i Vends (±S), på NØDjurs og SSamsø; syn.: dilken 3]
2) = fordybning [muligvis ved sammenblanding med dilken]
2.1) = fordybning i huden (fx smilehul, fordybning efter noget strammende, el. efter et sår) [spor. i MØJy, Djurs og SØJy; syn.: dilken 1] Et Dilk (skarp Fold) paa langs af en Frugtsommeligs Underliv er Tegn til, at hun gaar med Tvillinger. DF.VII.82. kalvene blev så fede, at de ligefrem fik "dilk", en fordybning hen ad ryggen. ØH.1970.103.
2.2) = lavning i mark, hvor der står vand. *SSams.I.148.
| dilet¡tant | dilken |
| Sidens top | |