Çdåbdåge

dåbe

verb. _ då·f/Ádå·f (K 1.9). _ præs.: ´er (K 6.2) alm.; då·vè(r) Sønderjy´N (K 4.3). _ præt.: dåft/då÷ft/Ádåft (K 1.8) alm.; ´et (K 6.1) $Agerskov, $Emmerlev, sideform i $Hostrup. _ ptc.: dåft

\ Ìi VSønJy især i ældre kilder, i ØSønJy og på Als overvejende i faste forb. (se artiklens slutn.).

[< middelnedertysk doven, jf. nedertysk daben; SønJy (±N, ± Rømø)Ì; se kort]

Tæt afhjemlet

= råbe, støje, larme (typisk om børn og fulde folk). du behøver ikke å då·f så højt, vi er ikke døve. VisH. Sår·n som di ¡då·fèr ind· i è Kro¶, dær è nåk ¡manè ¡fuld· ¡Fålk dær¡ind· = Sådan som de råber, skriger, hujer inde i Kroen, der er nok mange fulde Folk derinde. HostrupD.II.1.109f. _ (med adv. el. præp:) Æ kan idt ¨ daaff ham op = jeg kan ikke råbe ham op. NRangstrupH. De·r ¡í så ¡sæ¶r, te· ¡Ka·l ¡í vel ¡blyw· ¡ve ham, ¡sår·n som han ¡då·fè mæ dæm i ¡jæt ¡væk = Det er ikke så sært, at Karlene ikke vil blive hos ham, sådan som han hujer med dem, dvs. skælder ud og kommanderer med dem i én Køre. HostrupD.II.1.110. \ faste forb.: øbe og dåbe = råbe og skrige (jf. øbe) [spredt i ØSønJy] Vondt de øjt o daaft, aller vaar ’et o mærk aa ham = hvordan de (dvs. tilhørerne ved et politisk møde) end råbte og skreg, så var det overhovedet ikke til at mærke på ham. SJyMSkr.1929´30.158. (som vbs.:) De æ et fejt Ø·fend ò Daafend = det er en forfærdelig skrigen og skrålen. $Felsted. _ dåbe og råbe (el. omvendt) = d.s. [spredt på Als (og hér som næsten eneste anvendelse af ordet dåbe)] di raafe aa daafe aa di jucheje, / sont te en snat it kaa høæ va en seje = de råber og skriger og de »juchhejer, sådan at man snart ikke kan høre, hvad man selv siger. HAlsinger. (JyTid. 13/3 1960).

Çdåbdåge
Sidens top