Ìdåb

dåbe

Se også Ìdåb (subst.)

Çdåb

subst. _ då¿f/då·f (K 1.1). _ genus: fk.

[< dåbe; forældet]

= larm, støj, spektakel. "Gør int sodn en Daaf" (siger man) til støiende Børn. *TønderH (Saxild.ca.1848). Dåhf ¨ bedøvende Larm, f. Eks. af fulde Folk i en Kro, af Børn i en Skole. *Kok.DFspr.I.383. *TønderH (VSønJy).

Ìdåb	dåbe
Sidens top