brydelig

bryde¡ri

Se også Ìbrøde (subst.)

bryder

subst. _ bry·Ûèr/bry·Ûè (K 6.2) alm.; bryjÛèr Vends, LBælt; bry·rèr $Vroue. _ genus: fk. alm.; mask. NØVends (K 7.2). _ plur.: ´è(r) $BørglumH.

[< Çbryde 15, men snarest under indflydelse af ældre rigsmålsjargon, jf. udtalen med Û i Vends (i strid med K 4.1) samt ordets udbredelse; spor. i Nørrejy]

= mandsperson, der lægger kræfter i sit arbejde; slider (sj. om dyr). ¡de blywè æn ¡bry·Ûè, nå ªhan væjs ªte = det bliver en bryder, når han vokser til. SVJy. \ (også) = brysk person (jf. bryde·bjørn). *MØJy. *SØJy. \ (overført) = stærk el. uregerlig dreng [spor. i Vends] haj er i bette stærk bryjder = han er en lille stærk knægt. AEsp.VO.

brydelig	bryde¡ri
Sidens top