subst.
[< brokke 3; syn.: brokke·mad, opbrokning]
Bråkniµ og BråkniµsmaÛ, noget som er sammenbråkket. *Holmsland (Røjkjær.Opt.).
brokling
Ìbrok·skadebroklingÌbrok·skadebroklingÌbrok·skade