brist
Ìbro| brist | Ìbro |
verb. _ med sideformen brøste (ældre). _ brest/bre÷st/Ábre(÷)st (K 1.8) alm.; bre·st $Torsted; brej·st Thy´S (F.); *bröst $Vroue, GjernH (MØJy). _ præs.: ´er (K 6.2). _ præt.: a) stærk bøjning: brast spredt i NØJy, MØJy, Fjends og ØSønJy´Ø, spor. i øvrige Jyll; bråst spredt i SønJy (± Als og Sundeved). _ b) svag bøjning: ´et (K 6.1) spor. i Øst- og Sønderjy; u.end. spor. i Thy og Midtjy (vsa. brøst SabroH (MØJy) og KærH (VSønJy)). _ ptc.: a) stærk bøjning (jf. brusten): brostèn Sønderjy, spor. i Nørrejy; brostè SSamsø. _ b) svag bøjning: ´et (K 6.1) NØJy, MØJy; brest $Torsted, GjernH (MØJy), $Hostrup.
1) = rigsm. (revne, gå itu) [Sønderjy, spor. i Nørrejy (< rigsmål)] e halmbånd ¨ mått væe ¨ godt stærk så de it bråst i e binden = halmbåndene måtte være godt stærke, så de ikke gik i stykker i bindingen (dvs. når man bandt knipper). ØSønJy. e is æ brosten = isen er bristet. Sundeved. (spec., med genstandsled:) dæ æ brosten ¡gaf = der er bristet gab, gået hul. AlsOrdsaml.33. _ (overført:) no skal de æñtèn Ábæ· hæ¬è Ábrest = nu skal det enten bære eller briste. $Felsted. De ¡bråst ¡he¶l få ham, law sin Ku·n dø· = det brast helt for ham, da hans kone døde (dvs. han mistede mod og livslyst). HostrupD.II.1.55. _ (talemåder:) så læµ· de ¡knas da ¡brestè de Ái·t = så længe det knaser, da brister det ikke. $Bov. ¡hælde en ¡tarm ¡bre·st end ¡gu·j ¡ma Áme·st = hellere en tarm briste end god mad miste. AlsOrdsaml.33.
2) = mangle [muligvis < rigsmål; spor. i Midtjy; forældet] a brøstèr e§t møj¶ i di hal¡fæms = jeg mangler ikke meget i de halvfems (år). $Vroue. De bröst ham po sæ·ku¶èn = han manglede sædekorn. MØJy.
| brist | Ìbro |
| Sidens top | |