brink
brink·jern| brink | brink·jern |
adj.
[< brink 2]
= forsynet med forhøjninger, ujævn. så tårrent de ni¶e o æ Liegplads, nøj hwol·ere å brenk¶ere Gå·rjow¶r = så tordnede de (dvs. børnene) ned på legepladsen, noget hullet og brinkeret gårdjord. *Sall (TKrist.BT.39).
| brink | brink·jern |
| Sidens top | |