brand·sten
brand·stjab| brand·sten | brand·stjab |
subst.
[spor. i folkeeventyr fra Midtjy]
= gren med ild i. Krist.DS.II.41. Krist.JyF.VI.29. Da tog Karlen, der passede Milen, en Brændende Gren, som han jog ind mellem Ellepigens Ben, idet han sagde: Kiñèr (= kender) du Brañstek¶n? Da skreg Ellepigen: Hæj´Hæj Æl·swæñ, no æ Kussèn aw·bræñ (= hej, hej ellesvend, nu er kussen afbrændt). Hards (HPHansen.Opt.).
| brand·sten | brand·stjab |
| Sidens top | |