brøkkel
brøklet| brøkkel | brøklet |
verb. _ brøkèÏ/ÁbrøkèÏ (K 1.9) alm.; også ÁbrøchèÏ Sønderjy´SØ (± Als). _ præs.: ´er (K 6.2). _ præt. og ptc.: ´t
1) = mase med noget, slide; kludre [AlsSH; syn.: Ìbrokle 1] Hun ¨ gik derhjemm melld Høns og Gjess og brøkle / med Tanker om, det var for trågt og svart = hun gik derhjemme mellem høns og gæs og maste med tanker om, at det var for kedeligt og vanskeligt. MartinNHansen.JT.40. han ho enda en stua Brogskai, men brøkele lig got o mæ di størrest Stien sjel = han havde endda en stor brokskade, men broklede alligevel på med de største sten selv. KettingSg.
2) = smuldre; smuldre noget, brække i stykker [< brøkkel; ØSønJy, spor. i VSønJy´S; se kort; syn.: brokke 1]
 |  Tæt afhjemlet |
dæñ ªslaw dæ Ábrøklè di fæ ¡sna· ªæ·ñ = den slags (oste), der smuldrer, de får snart ende (dvs. de er ikke drøje). $Øsby. Ka do it brøchel nove te æ Faul = kan du ikke brække noget (brød) i stykker til fuglene. SønJy´SØ. så brøkèlt vi de i lygè vañ = så smuldrede vi det (dvs. surdej, som var blevet muggen) i kuldslået vand. VSønJy´S.
| brøkkel | brøklet |
| Sidens top | |