brænd·kilebrænd·sand

brænd·knude

subst. _ oftest i sideformen brand·knude.

[< ¢brænde 2, knude x; spor. i Sydjy og på Læsø; syn.: brænd·banke, brænd·kile]

= plet i marken, hvor kornet svides af i tørre somre.

brænd·kilebrænd·sand
Sidens top