brænde·pinde
brænde¡ri| brænde·pinde | brænde¡ri |
subst. _ udtales som præs. af »¢brænde, (dog uden evt. stød). _ genus: mask./fk. (K 7.2). _ plur.: ´e (K 6.4).
1) = person, der erhvervsmæssigt brænder teglsten, potter etc. [spor. afhjemlet; syn.: tegl·brænder, teglstens·brænder] Fa·r war bræçjçjer we tæjlwærke = fader var brænder ved teglværket. AEsp.VO. LSJespers.Starup.205.
2) = den del af petroleumslampe, hvor petroleummen brænder [< rigsmål; spredt afhjemlet]
| brænde·pinde | brænde¡ri |
| Sidens top | |