borkel

Çborken

Se også Çborken (adj.)

Ìborken

subst. _ bårkèn alm.; borkèn $Hostrup. _ genus: fk.

[< Ìbork 1; spredt i SønJy (± Als), spor. i SVJy]

= skorpe (fx på sår el. tør jord); frossen jordskorpe; hinde på grød. der var en hil (= hel) Borken a Skidt o hans Fædder (= på hans fødder). SVJy. Der kan sidde en tyk Borken på et Sår, så det ikke vil hele. SønJy´N.

borkel	Çborken
Sidens top