¢blik(´)

blikken·slåer

Se også ¢bleg (subst.), Ìblik (subst.)

blikke

verb. _ blek/ble÷k/Áblek (K 1.4). _ bøjning: ´er ´et ´et (K 6.2, K 6.1).

[jf. nedertysk bleken, blicken; ØSønJy´M, Als, spor. i øvrige Sønderjy´S; se kort]

Tæt afhjemlet

= falme, afbleges (om tøj, pga. sol, vask etc.). (tøjet havde) en dejlig brun Farve, som ikke "blikkede" ¨ hverken i Sol eller Væde. Sundeved. _ (også upersonligt el. i passiv:) de æ fale, som de bligge å æ Tøj = det er slemt, som det blikker på tøjet. GramH. HostrupD.II.1.45. dæn ko¡lø·è (= kulør) æ slem te å blekès; min kjew·Ï (= kjole) æ blekèst (ptc.). $Løjt. \ (hertil muligvis:) de blywèr ble§k (= afbleget) ¨ om tøj. *$Darum. \ (hertil:) af·blikket = afbleget [< Ìaf 23] E ¡Kjúl æ ¡möj¶èr ¡a¶¡blekèt = Kjolen er meget afbleget. *HostrupD.II.1.45.

¢blik(´)	blikken·slåer
Sidens top