blad·vægt
Çblaf| blad·vægt | Çblaf |
Se også Çblaf (subst.)
subst. _ blaf _ genus: neutr./fk. (K 7.1).
[vel lydefterlignende; jf. blafre 2; spor. i Nord- og Midtjy]
= vindpust; smæld; en flammes rykvise bevægelse i træk og/eller den smældende lyd, når den går ud. Blaf = Vindpust, siges især på Søen. Læsø (Røjkjær.Opt.). Helligtrekongersaften tændtes et tregrenet Lys, i hvis Spidser der var lidt Krudt. "Det gav et Blaf, naar Lyset kom til æ Krud". AarbMors.1928.40. li· mæ ¡jet bløw èt ¡gjæmèϪtræk, å lampèn gik ¡u¿Û ¡mæ¶ èt ¡blaf = lige med èt blev der Gennemtræk, og Lampen gik ud med et Blaf. $Hundslund. (overført:) i det Samme giver Mathilde et kort Blaf af et Skrig, der er som en ren Fejltagelse og straks dør. AlbDam.TS.178. \ (også) = glimt; drøn [muligvis ved sammenblanding med hhv. blaffer 3 og plaf x; spor. i samme områder] blaf = glimt (af et lyn). $Torsted. "Blaf" bruges ofte ¨ i disse Aaringer (i 1940¶erne), da mange Miner skyller op ved Vesterhavet, hvor de sprænges ¨ "Det var en ordenlig Blaf". Hards. (overført:) Landmændene ¨ siger ¨ om Norgesalpeteren, at den kan faa Jorden til at give et Blaf (= give en god Udbytte). Hards.
| blad·vægt | Çblaf |
| Sidens top | |