blødtÌblå

blønne

verb. _ med sideformerne blønre, blånne. _ bløñ· (spor. også blyñ·) NVJy, Sall, Hards; bløñèr spredt i NVJy og Hards´NV; *blån(n)e spor. i Him, Fjends´N, Hards´Ø og LBælt. _ bøjning: ´er ´et ´et (K 6.2, K 6.1).

[< Çblød; jf. ældre rigsmål blødne; mht. sideformen blånne jf. norsk dialekt blotna og svensk dialekt blåt(t)na]

 Næste betydning

1) = gøre blød; især om solens indvirkning på sne el. frossen jord [NVJy, Sall, Hards, spor. i Him, Fjends´N og Sydjy´N; se kort]

Tæt afhjemlet

è ¡salè ¡bløñèr ¡nåk è ¡bø¬¶ = salven blødgør nok bylden. $Torsted. æ æ jow¶r frø¿sèn åm æ må·rèr, ka æ su¶èl blønèr æn åp po æ då¿ = er jorden frossen om morgenen, kan solen blødne den op på dagen. $Erslev. e Suel den blønnere po e Sne = solen smelter (på) sneen. Thy.

 Forrige betydning

2) = blive blød, begynde at smelte (især om sne) [samme udbredelse som betydning 1] æ snø¿ ær ve¿ å bløñèr = sneen er ved at tø. $Vroue. (passiv:) no ¡bløñès è ¡jow¶r = nu bliver jorden blødere (når frosten går af jorden). $Torsted.

blødtÌblå
Sidens top