bjerg·lægge
bjergmands·lys| bjerg·lægge | bjergmands·lys |
subst. _ afvigende udtale: björ·´ Rømø.
1) = overnaturligt væsen, jf. bjerg·folk [spredt afhjemlet] De war en be§te mañ¶ mæ en rø¿ boñen luu opo, de hådd 嬬 bjæremæñ¶en dæñ¶ g嵶 = det var en lille mand med en rød strikket hue på; det havde alle bjergmændene dengang. Him (Krist.JyF.IX.226). En Kone ¨ havde en sølle Dreng, der var halvtosset, og denne Knægt havde æ Bjærremand gjo¶r (= gjort, dvs. var bjergmanden far til). HPHansen.SB.74. e Præst blöw hint’ (= hentet), o’ dövt (= døbt) blöw A, / så kunnd e Bjerremænd ett mæ ta (= ikke tage mig). Eskesen.N.4. De sagde i gamle Dage, at der var Bjørgmænd i Bjærgene (= klitterne); de byttede Børnene om. Naar Børnene blev født, saa tog de dem, og saa fik vi deres i Stedet for ¨ For at forhindre det skulde man give Børnene et lille Livstykke ¨ på. Rømø (SJyMSkr.1931´32.13). (talemåde:) Hans mjænning er in·le ind· lissem æ bjærmands hja·t = hans mening er langt inde (dvs. godt skjult; jf. indelig 2.1) ligesom bjergmandens hjerte. Hards. \ faste forb.: bjergmandens høns = måger. I Daw flywer æ Bjerremands Høns ¨, så får vi sølle Vejrle (= vejr). *AarbHards.1930. *JKamp.DFm.214. _ bjergmanden driver (med) sine geder/får = luften dirrer i horisonten (på varme sommerdage); jf. Ord&Sag.1996.31 [spredt i Hards (±NØ); syn.: Jakob Løj, lokke·mand] "Æ Bjærmand drywwer hans for (= får) te wands" _ vi så mod vest varmen bølge hen over landjorden og forestillede os tusinder af får og lam _ det lignede netop bølgende uld _ på vej over klitterne mod havet for at få vand at drikke. Hards´NV. _ bjergmanden sår havre = d.s. [spredt i Sall´S og Hards´NØ] Det flimrer øwer Helgedals bakker, æ bjergmand sår havre. Hards´NØ. _ bjergmandens køer/stude bisser = d.s. [spor. i Hards] begynde Klitterne igjen at udvikle Taage og Dampe, der lige som dandse hen over Toppene ¨ sige Klitboerne: "æ Bjergmands Køer bese (jf. ¢bisse 1)". Both.HH.42.
Forrige betydning - Næste betydning
2) = mand, som har sin bolig på en bakke [< Ìbjerg 1.3; spor. i Nørrejy]
3) (i fangeleg) = den person, der skal fange. Børnene dannede en Kreds, en Bjærremand stod midt i denne, og en Dreng eller Pige løb udenfor og råbte Bjergmanden ud: Bjærremand, Bjærremand »but / æ du hærind·, så kom hærut (= herud). *Hards (HPHansen.Opt.). \ (hertil, som navn på fangelegen:) tage bjergmand [spredt i Midtjy, spor. i Syd- og Sønderjy; syn.: tag¡fat, pøs x] _ plukke græs i bjergmandens have; jf. F.I.82, Krist.BRL.235f. [spor. i Syd- og Sønderjy]
| bjerg·lægge | bjergmands·lys |
| Sidens top | |