bjerg·kone

bjerg·mand

bjerg·lægge

verb.

[< Ìbjerg 1.1; spor. i Vends; syn.: bjerge]

Midt paa Sommeren, naar Hørren stod med den blaa Blomst, blev den "rusket" op med Rod, lagt i Bunker og sænket i Vand ¨ i en Ugestid; derefter blev den strøet ud paa Marken helst en Bakke, der vendte mod Syd; det kaldtes "at Bjerglægge". Understed´Karup.I.72.

bjerg·kone	bjerg·mand
Sidens top